Cover: Øjeblikke

Fredag den 22. marts 2024 fylder min far 79 år. Han spiller stadig spillemandsmusik og viser på sin harmonika.

Det er samtidig dagen, hvor jeg udgiver min første EP: ”Øjeblikke”.

Blide bølger skyller ind mod land

Der ligger du. Lige ved siden af. Og jeg fyldes af varme, hengivenhed, omsorg, glæde. For jeg ser dig, lige dér. Igen.

Livet er fuld af små og store øjeblikke. Fulde af stemninger, følelser, oplevelser. Nogle gange tager det vejret fra én. Andre gange når vi næppe at registrere det, før øjeblikket er passeret – og livet går videre.

Vi lagrer det hele, i kroppen og sindet og hvor vi ellers gør af dén slags. ”Øjeblikke” er en lille samling af sange, hvor jeg er gået på opdagelse i mit personlige lager: sat ord og musik på nogle få af mit livs øjeblikke.

Hun danser og finder vej til sig selv

Jeg står og ser ud over Kattegat. Dybt nede kan jeg mærke, det trænger sig på – ubønhørligt insisterende og lammende: Hvad skal jeg nu?

I mine tekster henter jeg inspiration fra den verden, vi er en del af og som omgiver os; et ufravigeligt vilkår i vores tilværelse. Naturen og universet, livet omkring mig er fuld af billeder, som jeg taknemmeligt klipper ind i den collage, en sang er.

Og sproget. Legen med ord, udtryk, vendinger – det har jeg altid holdt af at udforske og udfordre.

Alt er stille nu

Der er kun én vej, og det er ingen vegne. Magtesløsheden har overtaget den vilje, jeg indtil nu troede var fri. Jeg kan ikke mere.

Inden ”Øjeblikke” havde jeg ikke en helt fast stil rent musikalsk. Lidt pop, folk, en snert af rock.

Og nu – med denne EP – føler jeg, at mine sange er kommet hjem. Samarbejdet med Christian har ført mig ind i et folk-inspireret univers, hvor både tekster og musik får lov at træde frem – bare som de er. Du er helt fantastisk, Grau!

Månestykker falder blødt

Nogle gange kan længsel være smertefuld og forpint. Lige nu længes jeg bare, forventningsfuld og på vej mod lykke. Natten venter.

Jeg er oprindeligt fra fla’e og gla’e Fyn. Født på et kludetæppe i 1970. Og gået gennem livet på en måde, hvor følelser og impulser af og til får lov at styre retningen.

Lige nu er jeg landet i Herning, hvor jeg sidder i min lejlighed og skriver en sang af og til. Og hvem ved, måske er jeg pludselig på vej igen? Mod nye øjeblikke.

Om ”Øjeblikke”

Udkommet 22. marts 2024. Findes på streamingtjenester.

Tekst og musik: Casper Rækjær

Medvirkende: Casper Rækjær, Christian Graugaard og Mikkel Lentz

Arrangement, producer og mix: Christian Graugaard

Co-producer: Casper Rækjær

Master: Mads Hye

Tracks:

  • Et øjeblik
    Vokal: Casper Rækjær
    Studiemusiker: Christian Graugaard
    Baggrundsstemninger: Mikkel Lentz
  • Dagens fravær
    Vokal: Casper Rækjær
    Studiemusiker: Christian Graugaard
    Baggrundsstemninger: Mikkel Lentz
  • Falder
    Vokal: Casper Rækjær
    Studiemusiker og kor: Christian Graugaard
    Baggrundsstemninger: Mikkel Lentz
  • Kom her
    Vokal: Casper Rækjær
    Studiemusiker: Christian Graugaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *